Foreningens formål
* At fremme og vedligeholde kulturelle, repræsentative og venskabelige forbindelser mellem Danmark og Thailand
* At fremme kontakten mellem foreningens medlemmer og de i Danmark bosiddende thailændere
* At afholde informative og selskabelige arrangementer for foreningens medlemmer
* At medvirke til humanitære formål i Thailand
Foreningen blev stiftet i 1951, og har i dag et medlemstal omkring 100. Fælles for medlemmerne er en interesse for Thailand, dets folk og kultur, hvilket kan have sit udspring i familiemæssige eller arbejdsmæssige relationer, i videnskabelige eller forretningsmæssige aktiviteter, eller fordi man simpelthen synes, det er et dejligt land at rejse i – eller have boet i – og man vil gerne vide mere og/eller holde kontakterne ved lige.
Vi afholder normalt 3 – 5 arrangementer årligt, eksempelvis en filmaften kombineret med den årlige generalforsamling, en forårsfest med servering af thai mad, samt et eller to arrangementer i efteråret. Det kan være en kombination af f.eks. rejsefilm eller foredrag efterfulgt af en autentisk thai anretning. Disse aktiviteter samler gerne fra 30 – 60 deltagere. En golfsektion, der arrangerer en årlig turnering på nogle af de bedste klubber i Danmark, bl.a. Gilleleje Golfklub og Simon’s Golf Club, mangler heller ikke i foreningen.
I de sidste mange år har vi på forskellig vis samlet penge ind for at kunne støtte skolen for multihandicappede børn ´Sataban Saeng Sawang´ i Bangkok. Midlerne, der samles ind ved aktiviteter som lotteri eller medlemmernes direkte bidrag, går ubeskåret til skolen.
Ved flere lejligheder har vi haft fornøjelsen af arrangementer med Thailands Ambassade, Thai Airways International, samt de herværende thai buddhistiske templer. Vi holder venskabelig kontakt med søsterforeningerne Svensk-Thailändska Föreningen og Scandinavian Society Siam.
Rene turistmæssige aktiviteter ligger udenfor foreningens virke, ligesom formidling af personlige kontakter heller ikke hører under foreningens formål.
Yderligere oplysninger gives gerne af formanden Hans Siegfredsen, tlf. 60 18 99 69. Kontingentet er 160 kr. årligt pr. medlem. For ægtepar eller samboende 250 kr. For firmaer 600 kr. om året.