Golf 2017
Den 29. udgave af Dansk-Thai-Forenings golfmatch blev i år afholdt på Gilleleje Golf Klubs skønne bane, hvor 25 spillere deltog. Vejrmæssigt var vi utrolig heldige, når det ses i lyset af vejret i 2017, idet vi havde fantastisk vejr med sol og næsten ingen vind.
Under frokosten blev præmierne overrakt, og vi sagde tak til de gavmilde sponsorer:
DFDS, Thai Airways, Asia House, Dansk-Thai Forening,
F.L. Smidth og Arrangøren.
Der var præmier til de 16 bedste scores, nærmest flaget på alle par 3-huller, nærmest hul 4 i 2. slaget samt længste drive for både damer og herrer på hul 10.
Vinder og næste års arrangør blev Nina Lund med flotte 36 points. Nina fik overrakt Lise og Palle Søjborgs Vandrepokal, gavekort fra DFDS samt en kasse med 2 flasker vin fra Asia House.
Kate Svendsen, som var med for første gang, løb med Consuls Cup og fik pokalen overrakt af Carsten Dencker-Nielsen, samt en kasse med 3 flasker vin også fra Asia House.
Til frokosten havde vi fornøjelsen af at have besøg af Foreningens nye formand Hans Siegfredsen, fhv. formand Svend Drachmann, Peter og Marianne Sontidech, samt Susi Riise-Knudsen.
Til slut samlede Foreningens formand ind til fordel for Sataban Saeng Sawang.
Vi glæder os alle til at besøge Gilleleje igen til næste år.
Fortsat god golfsæson.
Martin Lund